PATIENTINFORMATION

Din læge deltager i et forskningsprojekt

Praktiserende lægers organisation og Dansk Regioner har i overenskomstaftalen for 2022-2025 afsat midler til et forskningsprojekt som skal undersøge værdien af praktiserende lægers ultralydsundersøgelse og betydningen for det samlede patientforløb.

Din læge deltager i projektet og derfor vil dine data i anonymiseret form indgå i forskningsprojektet.

Det er Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet (CAM AAU) og Dansk Almenmedicinsk Ultralyds Selskab (DAUS) som står bag ved den ultralydsuddannelse og det forskningsprojekt som din læge deltager i. Din læge er blevet uddannet til at kunne udføre ultralydsskanninger og forskningsprojektet vil indsamle anonymiserede data fra praksis for at finde ud af i hvilke situationer ultralydsskanning er særligt velegnet som støtteværktøj for lægen.

Forskningsprojektet indsamler følgende anonymiserede data fra din læge:

  • Register data på antal skanningsydelser, konsultationer og henvisninger
  • Register data (alder og køn) på de patienter som er blevet undersøgt med ultralyd i almen praksis.
  • Lægens registrering af skanningens betydning for diagnose, visitation og behandling
  • Lægens registrering af hvilken type ultralydsskanning der blev udført

 

Der indsamles ikke personlige oplysninger (udover alder og køn) eller helbredsoplysninger om dig. De indsamlede data i form af lægens registreringer og register data vil ikke kunne føres tilbage til dig.

Til forskningsprojektet er der tilknyttet en patient tilfredshedsundersøgelse. Du kan blive bedt om at deltage i denne. I så fald vil vi bede om dit samtykke til deltagelse og til at koble dine oplysninger med ovenstående indsamlede data. Giver du samtykke, vil det stadigt ikke være muligt at identificere dig ud fra de indsamlede data i denne del af forskningsprojektet.

Alle indsamlede data vil blive behandlet fortroligt og opbevaret på en sikker server, som kun forskningsgruppen har adgang til. Forskningsprojektet overholder sundhedsloven og GDPR-bestemmelserne.

Forskningsprojektet har stor betydning for beslutningen om hvorvidt ultralydsskanning bliver et tilbud til alle patienter i almen praksis i fremtiden. Resultaterne af studiet vil blive offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter.

Har du spørgsmål til projektet er du velkommen til at kontakte den projektansvarlige (læge, ph.d. Camilla Aakjær Andersen) som vil være tilgængelig på telefon (+45 22482885) og mail (caakjaer@dcm.aau.dk).